x
Når først hunden har fået herpes, forbliver virussen i kroppen altid. Den kan ligge i dvale i nervecellerne og først gå i udbrud, hvis hunden bliver stresset eller drægtig. Dette opdager man som regel ikke, men når virussen er i udbrud, smitter den andre hunde. En drægtig tæve, som smittes eller får virus i udbrud, mens hun er drægtig/lige har født, vil smitte hvalpene. Er hun drægtig kan det betyde, at hvalpene enten dør eller fødes små og svagelige. Smittes hvalpene under eller umiddelbart efter fødslen, vil virussen ofte forårsage kraftige bugsmerter, ofte efterfulgt af død. Har du mistanke om, at din tæve kan være smittet med herpes, er det en god idé at vaccinere og at gøre det ved hver drægtighed.
x
Da borreliabakterien skal ”aktiveres” i flåten, før den kan overføres, går der som regel et eller flere døgn fra flåten har bidt sig fast, til borrelia overføres. Hunde er langt fra så følsomme overfor borreliainfektion som mennesker, men infektionen kan give feber, tilbagevendende halten og på lang sigt nyresvigt. Nogle hunderacer, blandt andet Berner Sennen og Retrievere, er mere følsomme over for infektion end andre. Lever din hund i et område, hvor den ofte udsættes for flåtbid, kan det være en fordel at vaccinere den. Op til 20 % af flåterne i Norden kan være bærere af borrelia.